Modtag nyheder på
E-mail - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lys forude for Helsingørs Erhvervsliv?
Lagt online 11. januar 2012

Af Ole Konstantyner, Formand, Erhvervsinteresseforeningen Udvikling Nord

Lys forude for Helsingørs Erhvervsliv?
Helsingørs erhvervsliv har i lighed med erhvervslivet generelt lidt under krisen i 2011. Men vore forudsætninger for at stå imod har måske været lidt ringere end i andre kommuner.

I Udvikling Nord har vi bestræbt os på at overbevise kommunens politikere om vigtigheden af at have et dynamisk erhvervsliv i vækst som skaber arbejdspladser og derved giver rum for kommunale velfærdsløsninger. Helsingør Kommune har ved indgangen til 2011 under 20.000 arbejdspladser – et tab på omkring 3.000 arbejdspladser i forhold til for bare nogle få år siden. Det betyder et hul i kommunens kasse på et tocifret millionbeløb.

Helsingør Kommunes og erhvervslivets operationelle redskab – Vækst og Viden – har haft et begivenhedsrigt år. Først og fremmest er bestyrelsen ændret med en ny bestyrelsesformand, ligesom Industriforeningen er indtrådt som aktionær. Vi har tillid til og forventning om, at der med ansættelse af ny direktør vil komme den fremdrift, der er så nødvendig for for at Vækst og Viden skal blive den succes, som alle ønsker. I Udvikling Nord håber vi, at fokus vil være på en aktiv udmøntning af erhvervs- og beskæftigelsespolitikken. Det har vi virkelig behov for.

Udvikling Nord har deltaget i udformningen af en ny erhvervs- og beskæftigelsespolitik. Med stor tilfredshed har vi konstateret, at blandt andet vore anbefalinger om at være meget præcise og målbare har båret frugt. Det tidligere forslag bliver nu tilrettet, således at det lever op til almindelige servicemål og resultatkrav. Ligesom i en virksomhed. Vi mener, at man skal præstere noget konkret og ikke blot komme med en uforpligtende hensigtserklæring.

Vi har i forsommeren afgivet høringssvar til kommunen i forbindelse med en forestående revision af femfingerplanen. Det glæder os, at kommunen i sit høringssvar til Miljøministeriet er enige med os i, at vi behøver bedre udviklingsmuligheder omkring Kvistgård og Mørdrup for erhvervslivet, at vi bør kunne udnytte den del af transportkorridoren vest om Helsingør, som sandsynligvis aldrig bliver anvendt af Staten og at vi bør se på, om ikke nogle af de udlagte grønne kiler, som ikke har særlige naturværdier, kan anvendes til byudvikling, sådan som kommunen oprindelig har ønsket det.

Vi har med tilfredshed konstateret, at Helsingørs borgmester er modstander af en betalings ring udenom hovedstaden og at han sammen med kolleger i Nordsjælland ønsker at forbedre den øst/vestgående infrastruktur.

I 2011 er det tillige lykkedes at revitalisere forum’et mellem kommunens økonomiudvalg og repræsentanter for erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter. Det er vitalt, at de ledende repræsentanter for kommunen er ajour med det lokale erhvervslivs tilstand.

Udvikling Nord har i foråret via annoncer synliggjort et af problemerne, der er ved at drive virksomhed i vores kommune – dækningsafgiften. Denne afgift, som opkræves hos virksomhederne, er en konkurrenceforvridende særskat på virksomhedsdrift. Det gav anledning til flere læserbreve, og ved kommunens efterfølgende budgetforhandlinger, hvor vi havde forventet, at et politisk flertal mod afgiften ville manifestere sig, blev der i stedet afsat et beløb på 2 mio kr årligt, som kommunen i samarbejde med erhvervslivet vil målrette til vækstinitiativer.

Det dårlige ry, som kommunens erhvervsklima har fået gennem flere undersøgelser, har givet anledning til nedsættelse af en arbejdsgruppe, hvor vi naturligvis bidrager. Vi har påpeget vigtigheden i at få foretaget en selvstændig og neutral afdækning af årsag og problemer. På den måde kan vi forhåbentlig agere med tiltag ud fra fakta og afdækkede behov. Alle har interesse i et positivt og sundt lokalt erhvervsklima.

Vi fornemmer her i starten af det nye år, at der er opstået en ny lydhørhed på Rådhuset for erhvervslivets problemer. Vore fælles udfordringer. Det er vi selvfølgelig meget positive over. Lad os håbe på et fremgangsrigt år for alle virksomhederne i kommunen. Hvis det går godt for dem – så kan det ikke undgå at smitte af på borgerne.

Ingen stillinger i øjeblikket.

Annoncér i jobmarkedet på
HelsingørErhverv.dk.
Læs mere her