Modtag nyheder på
E-mail - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Dall & Lindhardtsen vinder Danmarks største sygehusprojekt

Lagt online 30.06.11

Helsingør-tegnestuen Dall & Lindhardtsen har som del af konsortiet Medic OUH vundet projektkonkurrencen om 275.000 kvm. Universitetshospital og Sundhedsvidenskabeligt fakultet ved Syddansk Universitet, Odense.

Det er det største nybygningsprojekt i Danmark på hospitalsområdet.

Der er afsat 6,3 mia. kr. til Nyt OUH. Sygehuset bliver det største helt nye sygehus i Danmark, og sammen med det sundhedsfaglige fakultet vil byggeriet samlet set svare til bykernen i en større dansk provinsby. Første spadestik tages i 2015 og efter planen står Nyt OUH færdig i 2018-2021 og Nyt SUND i 2018.

- Nu har vi tegninger på plads til det største byggeprojekt nogensinde i Region Syddanmark. For et par uger siden fik vi finansieringen på plads. Dermed er vi nået rigtig langt i at realisere den fantastiske idé om et helt nyt universitetshospital i Odense, som blev født i det syddanske regionsråd for fire år siden, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V).

Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital.

Vinderprojektet er valgt ud blandt 6 forslag med hver deres bud på, hvordan fremtidens syddanske universitetshospital og universitetsbyggeri kunne se ud. En dommerkomité valgte den 1. februar 2011 at arbejde videre med tre forslag. Disse tre projekter har via forhandlinger været igennem yderligere tilretninger, og en forhandlingsdelegation har indstillet det endelige vinderprojekt, som regionsrådet nu har tilsluttet sig.

Konsortiet Medic OUH, som Dall & Lindhardtsen er en del af, består af:
KHR Arkitekter A/S
White Arkitekter A/S
White Arkitekter AB
Dall & Lindhardtsen A/S
WSP Sverige AB
EKJ Rådgivende Ingeniører A/S
Oluf Jørgensen A/S
samt en række underrådgivere

Billede: Medic OUH.






Til nyhedsoversigt

Ingen stillinger i øjeblikket.

Annoncér i jobmarkedet på
HelsingørErhverv.dk.
Læs mere her