Dejlig Lama og Greenhouse.dk udvalgt til national konkurrence
Lagt online 10.11.11The STARTUP BUZZ er en specialindrettet bus, der i uge 46 (international iværksætter uge) kører rundt til en række visionære byer i Danmark på en 'moderne dannelsesrejse'.
De to helsingoranske iværksættere Jonas Busekist og Kåre Mulvad har været gennem en audition, for derefter at blive valgt som to af de 12 ”BUZZ’ere”. Som deltager på bussen vil Jonas og Kåre blive fyldt op med indtryk, oplevelser, viden, netværk og kontakter til erhvervsfolk, virksomheder og politikere samt, ikke mindst, skarpt input til deres egne virksomheder – Greenhouse DK og Dejlig Lama.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme af sted. Det er en kæmpe mulighed for at få både personlig og faglig udvikling og nye perspektiver på det jeg går og laver. Jeg skal ud og opleve et Danmark, der ved, hvad iværksætteri er, og stille en masse spørgsmål, siger Jonas Busekist.
En masse iværksættere blev nominerede til at komme med på turen, men kun 33 blev udvalgt til audition, som foregik hos Erhvervs- og Vækstministeriet i København. Her blev de 12 mest spændende mennesker og virksomheder endeligt udvalgt.
De 12 deltagere på STARTUP BUZZ’en er 22-44 år, og spænder fra veletablerede til studerende og geografisk fra København til Aabenraa.
- Det er vigtigt med nye ideer for at skabe udvikling og vækst i samfundet, og det samme gælder den kollektive trafik, hvor der også er et stærkt behov for nytænkning. Derfor er vi glade for, at have fået Jonas Busekist og Kåre Mulvad med på bussen, siger kommerciel chef Jonas Permin fra Arriva.
The STARTUP BUZZ Bussen besøger fem byer på turen: Roskilde, Sønderborg, Kolding, Silkeborg og København.
Transporttiden benytter iværksætterne til at arbejde med forskellige samfundsopgaver - eksempelvis at skaffe flere og mere succesfulde iværksættere, eller lokale opgaver og udfordringer, der løses i samarbejde med de byer BUZZ'en besøger undervejs.
Ved projektets afslutning kåres årets DARE2BUZZ'er. Præmien er et professionelt advisory board i et år, konsulenthjælp, grafisk assistance, advokat- og revisionsbistand. Alle iværksættere, der bliver udvalgt til at deltage på bussen, får desuden tilknyttet en personlig coach før, under og efter forløbet og en række andre ting der kan hjælpe til at få deres virksomhed godt fra start.
The STARTUP BUZZ er et non-profit projekt, der realiseres af en række partnere:
DARE2network er et professionelt diversitets-netværk med ca. 100 medlemmer, der fordeler sig blandt ledende erhvervsfolk, iværksættere, kunstnere, praktikere og akademikere, sågar en præst - leder projektet i tæt samarbejde med partnerne.
Transportselskabet Arriva stiller med en specialindrettet bus og chauffør.
Arrangementet er en del af den årlige kampagne ’POWER til iværksættere og virksomheder i vækst’ i uge 46. Bag kampagnen står Økonomi- og Erhvervsministeriet sammen med 33 offentlige og private organisationer. Se mere på: www.uge46.dk
Se mere om STARTUP BUZZ’en på på www.facebook.com/STARTUPBUZZ
Video fra audition (3 min.): http://www.facebook.com/photo.php?v=10150340973484749&set=vb.158653054206936&type=2&theater
Billede: Jonas Busekist.







