Flere Helsingør-virksomheder var del af iværksættertur
Lagt online 18.11.11Sammen med 80 andre virksomheder var Helsingør-virksomheden Chokoladehimlen.dk med til at holde åbent hus den 17. november for at fejre Danmarks hemmelige helte, de små virksomheder og de ildsjæle, der står bag dem.
Christiane Wennerberg, der er kvinden bag webshoppen Chokoladehimlen.dk, startede sin webshop i 2009. Hun sælger kvalitets chokolade, luksuslakrids og andre delikatesser.
- Jeg havde egentlig et godt job hos Coloplast, men hvis mine iværksætterdrømme skulle blive til noget, så skulle de have fuldt fokus – og det fik de så. Vi er gået fra ingenting til succes på to år, og mit største problem lige nu er egentlig, at der ikke er timer nok i døgnet til at sætte alle de skibe i søen, som jeg gerne vil, siger Christiane Wennerberg.
Chokoladehimlen.dk er én af de 80 virksomheder i hovedstadsregionen, der holdt åbent hus og inviterer iværksætterspirer, kunder, samarbejdspartnere, naboer og andre indenfor. I Helsingør holdt Drachmann Advokater og Stationen også åbent hus.
- Det er sikkert de færreste der ved, hvad de laver hos virksomhederne i lokalområdet eller kender historien om den mand eller kvinde, der fik en god ide, satte sig for at leve drømmen ud og lavede sit eget firma, siger Marlene Haugaard, direktør i Væksthus Hovedstadsregionen, der står bag kampagnen, 24:TUREN, sammen med Helsingør Kommune, Erhverv.net og resten af kommunerne i regionen.
Målet er også at give mod på at starte egen virksomhed.
- Vi startede Chokoladehimlen fra 30.000 kr., så jeg er beviset på, at man ikke behøver at pantsætte sit hjem eller opfinde den dybe tallerken for at starte en succesrig virksomhed. Jeg ser lyst på fremtiden og de ting, som vi skal opnå, siger Christiane Wennerberg.
Og der er brug for iværksætterne.
- Som samfund har vi brug for iværksætternes mod og de succeser, de skaber. De små virksomheder er vigtige for Danmark, fordi de skaber jobs, eksport og innovation, siger Marlene Haugaard. Chokoladehimlen er et godt eksempel på, at vækstvirksomheder findes inden for alle brancher. De mennesker, der skaber vækstvirksomheder, har brug for omgivelsernes forståelse for og anerkendelse af deres resultater. I Danmark er det her med at have skabt en succesfuld virksomhed ikke noget, vi skilter med.
Læs mere om Væksthus Hovedstadsregionen på www.vhhr.dk
Billede: Stifter Christiane Wennerberg, Chokoladehimlen.dk







