Modtag nyheder på
E-mail - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Helsingør Kommune når klimamål

Lagt online 17.08.11

Som led i opfølgning på klimaaftalen med Danmarks Naturfredningsforening har Helsingør Kommune fået kortlagt CO2-emissioner for 2010 og forudgående år. I følge aftalen med DN skal Helsingør Kommune reducere CO2-emissioner fra kommunens egen virksomhed med 2 procent om året fra 2008 frem til 2025.

En rapport fra rådgivervirksomheden Rambøll dokumenterer, at Helsingør Kommune i 2010 har levet op til aftalen med Danmarks Naturfredningsforening. Rapporten vedrører alene kommunen som virksomhed, og der er således tale om en kortlægning for årene 2008, 2009 og 2010 af kommunens CO2-udledning fra kommunens eget forbrug af el og varme og fra kommunens egen transport i forhold til basisåret 2007.

Aftalen med Danmarks Naturfredningsforening er opfyldt og målet nået for 2010 alene, såvel som for den samlede periode 2008-2010. Fra 2009-2010 blev CO2-udledningen samlet set reduceret med 4,9 procent. For hele 3-års-perioden 2007-2010 er CO2-reduktionen samlet set 7,7 procent, dvs. mere end de aftalte 2 procent pr. år.

Formanden for Ejendoms og Miljøudvalget, Jørgen Lysemose er godt tilfreds med de seneste års klimaindsats:

- Vi er rigtig stolte af, at det igennem de seneste tre år er lykkedes os at nå det mål, vi har sat os, siger han.

Helsingør Kommune har nået sit mål, dels ved at omstille fra naturgas til fjernvarme, som er mere klimavenligt, og dels ved at spare på el og på den kommunale transport.

- Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. For næste år skal vi igen reducere CO2-udledningen med endnu 2 procent. Her vil det komme os til gavn, at vi i år f.eks. har etableret solceller på to kommunale bygninger.


Til nyhedsoversigt

Ingen stillinger i øjeblikket.

Annoncér i jobmarkedet på
HelsingørErhverv.dk.
Læs mere her