Imerco åbner ny butik i Helsingør Bycenter
Lagt online 23.08.11M. Goldschmidt Holding, der har investeret i en lang række forretningsområder i de seneste år, rykker nu også ind i Helsingør via Imerco, der er Danmarks største butikskæde inden for køkkenudstyr, isenkram og indretning til hjemmet.
M. Goldschmidt Holding har indgået aftale med Steen & Strøm om etablering af en ny butik i Helsingør Bycenter.
- Imerco har gennem længere tid afsøgt mulighederne for åbning i Helsingør, og vi er meget tilfredse med at det er lykkes med denne centrale placering. Butikken er på knap 200 kvm. og indrettes som en moderne og dynamisk isenkrambutik. Butikken åbner i september med en stor og veltilrettelagt åbningskampagne, oplyser M. Goldschmidt Holding.
Imerco Holding, som står bag Imerco-kæden, har de seneste år åbnet og overtaget en række isenkrambutikker som led i en ny ekspansiv strategi. Imerco er i dag repræsenteret med 153 butikker i hele Danmark og planlægger at udvide butiksnettet i Danmark med yderligere 20-25 Imerco-butikker i de kommende år.
Imerco Holding er 83 procent ejet af M. Goldschmidt Holding-koncernen.
Billede: Imerco - foto fra M. Goldschmidt Holding.







