Modtag nyheder på
E-mail - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lene Grønning ny direktør i Vækst og Viden

Lagt online 14.09.11

Helsingørs organisation for fremme af kultur, turisme, detail og erhverv i kommunen, Vækst og Viden, har fået ny direktør. Det blev den 47-årige Lene Grønning, som blandt andet har været erhvervsambassadør for Bornholms Vækstforum og haft direktørposten hos Business Center Bornholm. 

- Det glæder mig meget, at vi har fundet en særdeles kompetent person til direktørposten i Vækst & Viden Helsingør. Lene Grønning har stor erfaring med lignende stilling, specielt inden for erhvervsudvikling. Hun har et særdeles godt netværk både nationalt og internationalt, som jeg er sikker på kan komme Helsingør til gavn, siger Vækst & Videns bestyrelsesformand Susanne Larsen, der kom til organisationen i foråret.

Hun er overbevist om, at Lene Grønning har den helt rette profil i forhold til at skabe sammenhold på tværs af brancher og interesser. Den nye direktør vil sætte sig i stolen for at skabe synlige og konkrete resultater. 

- Jeg ser meget frem til at starte som direktør i Vækst & Viden Helsingør. Det er en spændende udfordring, og jeg er sikker på, at jeg kan trække på en masse erfaring fra mine tidligere jobs, som henholdsvis direktør og erhvervsambassadør. Gennem konkrete handlinger skal vi fortsat skabe aktivitet, vækst og udvikling, så vi kan bidrage positivt til kommunens omdømme. Jeg glæder mig til at være en del af dette værdifulde arbejde, siger Lene Grønning.

Allerede nu har Lene Grønning taget initiativ til at melde Vækst & Viden Helsingør til den såkaldte konkurrenceudsatte pulje for små og mellemstore virksomheder (SMV KUB) - sammen med fire andre erhvervsorganisationer på Sjælland. Puljen fokuserer på, hvordan nuværende virksomheder kan videreudvikles og integrerer forskellige samarbejdspartnere for at skabe vækst og forretnings synergier. Lene Grønning håber på, at puljen falder på plads hurtigt.

Lene Grønning bliver frigjort fra sit nuværende job ved udgangen af december og starter først formelt den 1. januar 2012 i Vækst & Viden. Hun vil dog indtil da være med i strategi- og udviklingsarbejdet.

Lene Grønning er gift og mor til to børn på 18 og 16 år. Hun kommer senest fra en stilling som partner i virksomheden Greenabout og har tidligere været direktør i Business Center Bornholm.

Læs mere om Vækst & Viden Helsingør A/S på www.vaekstogviden.dk

Billede: Direktør Lene Grønning og bestyrelsesformand Susanne Larsen, Vækst og Viden.


Til nyhedsoversigt

Ingen stillinger i øjeblikket.

Annoncér i jobmarkedet på
HelsingørErhverv.dk.
Læs mere her