Modtag nyheder på
E-mail - tilmeld dig vores nyhedsbrev

To nye firmaer rykker ind i Grønnehave

Lagt online 22.06.11

Det kreative kontorfællesskab, ”Stationen”, udvider kompetencerne med to nye kreative virksomheder. De to nye virksomheder er ”ION management” og ”Ord...”

ION management er en netværksvirksomhed, som blev grundlagt i 1999. Virksomheden ejes af Gitte Hansen og har speciale i talentudvikling i praksis med fokus på små og mellemstore virksomheder. Gitte Hansen fungerer som proceskonsulent og personlig coach for både ledere og medarbejdere i private og offentlige virksomheder.

Hun beskæftiger sig desuden med karrierecoaching for private, som står på en skillevej i deres arbejdsliv. Gitte Hansen har mere end 25 års praktisk erfaring inden for Human Ressource-området.

Katrine Wochner er cand.mag. i dansk og arbejder i ”Ord…” både som tekstforfatter og journalist. ”Ord…” beskæftiger sig med tekst og kommunikation i bred forstand – fra journalistiske artikler til bl.a. virksomhedsmagasiner og nyhedsbreve til reklametekster for både større og mindre virksomheder. Katrine Wochner skriver desuden på en bog om mødre til for tidligt fødte børn og har senest arbejdet som tekstforfatter i ECCO Walkathon Sekretariatet.

Begge virksomheder har valgt at etablere sig i det kreative kontorfællesskab Stationen på den gamle Grønnehave Station. For Katrine Wochner var springet ud som selvstændig i Helsingør hjulpet godt på vej af muligheden for at kunne indgå i et netværk som netop Stationen.

- Jeg havde slet ikke overvejet Helsingør som en mulighed. Jeg sad hjemme og skrev på en bog og læste ved et tilfælde om Sense Communication, som jo har kontor på Stationen. Efter at have mødt virksomhederne var jeg ikke i tvivl. Fredag var jeg på besøg for første gang. Tirsdag flyttede jeg ind på Stationen og var nu selvstændig tekstforfatter. Allerede torsdag fik jeg min første opgave via netværket på Stationen, siger Katrine Wochner.

Da Gitte Hansen for nylig besøgte Stationen, var hun heller ikke i tvivl om, at her ville hun være.

- Stationen er et aktivt og kreativt kontorfællesskab, hvor der er samlet flere forskellige kompetencer. Det giver mulighed for en spændende, gensidig sparring og videndeling, som jeg ser frem til også kan udmønte sig i nogle fælles projekter og resultater. For en enkeltmands-virksomhed er dette helt afgørende. Fordelen er herudover, at jeg ikke behøver investere uforholdsmæssig meget tid på at finde nye ”kolleger”, siger Gitte Hansen.

Gitte Hansen bor endnu i København, men adressen rykkes snart i Helsingør. Katrine Wochner bor til daglig i Helsingør med mand og barn.

Læs mere på www.groennehavestation.dk

Billede: Gitte Hansen og Katrine Wochner.


Til nyhedsoversigt

Ingen stillinger i øjeblikket.

Annoncér i jobmarkedet på
HelsingørErhverv.dk.
Læs mere her