Nogle har allerede taget hul på den, mens andre lige skal have klaret det sidste, inden vi i fulde drag kan nyde sommeren. Forhåbentlig med godt vejr, i godt selskab og med ro om ørerne. Kort sagt: Ferien er for langt de fleste lige om hjørnet. Og hvor trænger vi dog til at slappe af fra en ofte hektisk hverdag.
Foran os i Helsingør Erhverv ligger både store opgaver og festlige arrangementer, som jeg her kort vil nævne:
Ny erhvervspolitik i Helsingør
Den kommende sæsons helt store opgave for Helsingør Erhverv bliver at sætte store fodaftryk på de næste fires års erhvervspolitik i Helsingør kommune. Som bekendt gjorde vi et stort forarbejde inden kommunalvalget i november sidste år, og dét følger vi nu op på.
Helsingør Erhverv er nemlig med helt fremme i bussen, når en række Workshops skal skabe grundlaget for, at byrådet den 1. april 2027 skal vedtage en ny erhvervspolitik. Vi står for en offensiv en af slagsen. Vi vil naturligvis præge den endelige politik i mest mulig erhvervsmæssig retning.
Kommunen har nedsat i et såkaldt §17, stk. 4-udvalg. Bag det lidt usexede navn gemmer sig et bredt sammensat udvalg af byrådsmedlemmer, den kommunale administration, konkrete virksomhedsrepræsentanter og eksterne medlemmer (her i blandt Helsingør Erhverv).
Den første Workshop fandt sted midt i juni, hvor udvalget fik præsenteret en ny analyse fra Teknologisk Institut. Den kaster lys over erhvervslivet i Helsingør kommune og dets styrker, udfordringer og udviklingsmuligheder. Nu skal rammerne fyldes ud og mange gode input skal leveres til beslutningstagerne.
Bestyrelsen ser frem til at både bidrage og påvirke og skubbe på i den rigtige retning, når de næste workshops løber af stablen.
Helsingør fejrer 600 år som købstad

Som bekendt er vores by efterhånden en ældre dame. Der har allerede været afholdt en lang række arrangementer, der markerer Helsingørs 600-års jubilæum som dansk købstad.
Erhvervs- og Industrifonden, Museum Helsingør og Ungdomsskolen står vi bag et festligt arrangement, der markerer ”Håndværk i Købstaden” gennem tiderne.
Onsdag den 28. august åbner vi dørene for en lang række håndværkere, der præsenterer deres fag. De besøgende får selv lov til at prøve kræfter med fagene, og der vil være både rådgivning og underholdning.
Arrangementet finder sted i Teatersalen og i gården Stengade 51, Helsingør fra kl. 13.15 – 17.00.
Kendt USA-ekspert gæster Helsingør Erhverv
Tirsdag den 6. oktober kigger vi ud i den store verden, når vi slår dørene op for et foredrag og debatmøde med TV2’s dygtige USA-kommentator og analytiker, Mirco Reimer-Elster. Inden det spændende amerikanske Midtvejsvalg i november vil han udlægge teksten og give os indblik i, hvad vi kan forvente – og hvad det vil betyde for resten af verden.
Plot allerede nu datoen ind i kalenderen, men hold øje med invitationen, hvor vi fortæller mere om tid og sted.
Sensommertur på Øresund
Helsingør Erhverv inviterer til en herlig eftermiddag på Øresund, når vi byder velkommen til en tur med skibet S/S Bjørn. Ombord skal vi ud over hyggeligt samvær også smage på de skønne produkter fra destilleret på Hven. Det sker under ledelse af Kirsten Rønn Madsen fra Havnekvarteret.
Turen varer to timer og Helsingør Erhverv er vært for let forplejning og drikke ombord. Tilmelding er nødvendig på mailadressen [email protected]
Der er et begrænset antal pladser (35 ). Takket være et klækkeligt bidrag fra Elfonden kan vi holde omkostningerne nede på kr. 125 pr. person. Indbetal venligst beløbet på reg. 2255 konto 030 652 36 19 og skriv S/S Bjørn og dit navn.
Med venlig hilsen og ønsket om en god sommer
Helsingør Erhverv
v/ Jacob Runge Olsen, formand



