Debat om NSPV er meget velkommen
Af Jacob Runge Olsen,
formand for Helsingør Erhverv
Nordsjællands Park & Vej (NSPV) er – heldigvis – igen kommet i fokus i den politiske debat. Tak for det. For NSPV burde lukkes ned og opgaverne overgå til private aktører i det lokale erhvervsliv. Det vil være godt for lokalsamfundet, væksten, skatteyderne, gennemsigtigheden, konkurrencen og for rimeligheden.
Jeg er meget tilfreds med, at det nyligt afholdte Erhvervstopmøde i Helsingør Erhverv har ført en fornyet debat. Senest ved en række læserbreve af Claus Christoffersen (S) og Knud Mogensen (rad.). Jeg og andre ”NSPV-skeptikere” får heri vredet vores synspunkter og bevæggrunde i retninger, som er svære at genkende.
Nuvel, jeg forstår såmænd godt, at byrådsmedlemmer, der samtidig er udpeget til NSPV’s bestyrelse, forsvarer modellen. Alt andet ville være mærkeligt. Men jeg kan tillade mig at have en mere frigjort holdning til konstruktionen, da jeg hverken har politiske eller private interesser i, at NSPV-samarbejdet fortsætter, som vi kender det i dag.
Mit eneste mål er at være fortaler for, at fokus er på den fri konkurrence og den bedste pris i forhold til den bedste kvalitet. Det er sådan et sundt marked fungerer – og det er lige præcis det, som NSPV-modellen sætter ud af kraft.
Jeg foreslår naturligvis ikke, at store (måske udenbys) virksomheder skal score kassen på omfattende rammeaftaler med kommunen. Jeg foreslår derimod, at kommunen udarbejder en model for, at opgaverne brydes ned i mindre enheder, så især det lokale erhvervsliv kan konkurrere om de enkelte opgaver. Sådan opnår vi gennemsigtighed, lavest mulige priser og sund kappestrid og vækst.
Det er hverken en spareøvelse eller et tag-selv-bord for private virksomheder. Det er klar fornuft og en reel måde at få tingene til at fungere på.
Skulle der i byrådet være flertal for at bevare NSPV i sin nuværende form, så vil det bedste for alle parter være, at den kommunale virksomhed i det mindste skal byde på opgaverne på nøjagtigt samme vilkår som private aktører. Det vil sige, hvor f.eks. materiel og mandskab indgår i et tilbud – og ikke med kunstigt store fordele ved, at skatteyderne allerede én gang har betalt for, at NSPV kan bruge pengene på at udkonkurrere private virksomheder på urimelige vilkår.
Som jeg tidligere har sagt det: Vi beder ikke om særbehandling, men om fair behandling. Dét krav burde være indlysende at indfri.
Venlig Hilsen
Jacob Runge Olsen
Formand
Her kan i følge link til Helsingør dagblad, og læse de læserbreve og artikler formanden kommentere på.
https://helsingordagblad.dk/debat/der-er-slet-ikke-nogen-sag-nspv-er-en-kommunal-succeshistorie