Læserbrev af Jacob Runge Olsen, formand for Helsingør Erhverv.
Der er grund til at glæde sig over, at byrådet i Helsingør i næste års budget har valgt at fastholde den store satsning på kulturen i byen.
Der er mange gode elementer i det vedtagne budget. At styrke kulturen er lig med at styrke byen og hele kommunen, fordi vores mange kulturtilbud er et trækplaster. Vi kan blandt meget andet også bevare vores fokus på god arkitektur.
Vi tørrer sveden af panden i forhold til de planer, der var om at skære i bevillingerne. Det ville være overordentlig trist, hvis netop ”kulturperlen” Helsingør skulle svække indsatsen. Ikke mindst i forhold til indsatsen for at gøre vores by til Europæisk Kulturhovedstad i 2032.
Men at politikerne har vedtaget betalingsparkering i centrum fra og med 1. time trækker i den forkerte retning. Det er kort og godt en ommer!
Forretningernes forening – Helsingør Handel – havde klogelig foreslået, at skulle der komme betalingsparkering, så skulle den 1. time være gratis, da man eller risikerer at holde netop de kunder væk, som er grundlaget for vores by- og butiksliv. Der er utallige eksempler i andre byer på, at kunder søger andre steder hen, når de skal ”belemres” med meget restriktive p-afgifter.
Det er trist, og Helsingør Erhverv opfordrer til, at vi kommer af med betalingsparkeringen, inden kommunen vænner sig til indtægten – og inden skaderne bliver alt for store for butikkerne i den centrale Helsingør.
Venlig Hilsen
Jacob Runge Olsen
Formand