Skip to main content

Helsingør er ét skridt nærmere på at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032. Sådan vil Helsingør Erhverv i hvert fald gerne se det. Derfor er opbakningen massiv fra det lokale erhvervsliv i bestræbelserne på, at Helsingør vinder dysten om at komme i internationalt fokus i 2032.

Helsingør Erhverv har netop meldt sig under fanerne i initiativet Elsinore 2032, der arbejder professionelt på at sejle projektet i land.

”Det er helt naturligt at bakke op om, at værtskabet havner i Helsingør. Det vil være et enormt boost for byen samtidig med, at vi har alt det, som en europæisk kulturhovedstad kan ønske sig: Overdådig kultur, en imponerende historie og en placering, der forbinder Danmark og Sverige. Både som forening og vores medlemmer enkeltvist opfordrer vi til at bakke op om Elsinore 2032,” siger formanden for Helsingør Erhverv, Jacob Runge Olsen.

Danske byer har to gange tidligere været Europæisk Kulturhovedstad. Første gang var København i 1996 og senest kunne Aarhus smykke sig med titlen i 2017. Pilen peger atter på Danmark i 2032, og her står Helsingør således klar til at løfte pokalen og gribe de muligheder, der opstår.

”Det bliver med maksimal støtte fra Helsingør Erhverv. Vi har andet at byde på end verdensberømte Kronborg. Vi er en ledende by, når vi måler på den danske kulturturisme. Sammen kan vi løfte byen til nye højder. Lad os forene kræfterne og støtte Elsinore 2032 alt, hvad vi kan,” lyder opfordringen fra Jacob Runge Olsen.

Formanden for Elsinore 2032, Aslak Gottlieb, hilser erhvervslivets støtte velkommen og finder samarbejdet mellem kulturaktører og virksomheder helt naturlig.

”Foreningen er sprunget ud af byens erhvervsledernetværk, så for os er det helt naturligt at samarbejde med lokale virksomheder. Historisk har Helsingør levet af sildefangst, Sundtold og skibsbygning. Nu er det kulturen, som sætter retningen for byens identitet, som vi derfor må udvikle sammen”, siger Aslak Gottlieb.

Samtidig er det vigtigt at kulturen får lov at udvikle sig på sine egne præmisser med afsæt i lokalsamfundet. Erfaringerne fra Aarhus 2017 viser, at de varige effekter efter Kulturhovedstadsåret blandt andet er øget engagement i kulturlivet blandet frivillige.

”Det er vigtigt at understrege kulturens værdi i sig selv. Kulturen er ikke til for erhvervslivets skyld. Den er for os alle sammen. Og det er der heldigvis stor forståelse for blandt vores mere end 20 medlemsvirksomheder”, forklarer Aslak Gottlieb.

_ _ _ _ _

Elsinore 2032 er en forening for borgere, virksomheder og kulturinstitutioner. Foreningen arbejder for at Helsingør i 2032 bliver Europæisk Kulturhovedstad. Ansøgning om at få titlen skal være færdig senest i 2027. I 2029 afsløres det, hvilken dansk by der har vundet den. Kilde: www.elsinore.2032.dk

Da Aarhus havde titlen i 2017, skabte det mervækst i hele Region Midtjylland på mere end en milliard kroner og skabte næsten 2.000 nye stillinger. Projektet udløste 11,2 mio. overnatninger og skabte knap 650 mio. kroner annonceværdi i presseomtale. 6.000 frivillige bidrog til åbningseventet. Kilde: Welcome Future, Fonden Aarhus 2017, April 2018