Peptalk til erhvervslivet med både humor og alvor
”Boost samarbejdet og arbejdsglæden – det er der penge i”. Det var titlen på et foredrag, som Erhvervs & Industriforeningen Helsingør havde inviteret til den 22. oktober i Toldkammeret, og mange af foreningens medlemmer mente åbenbart, at budskabet lød interessant. For salen ved siden af cafeen var fyldt til sidste plads, da konsulent John Harmsen fra ArbejdsglædeMinisteriet.dk fortalte om, hvordan arbejdsglæde sammen med god kundeservice – er et must. Ikke bare for den enkelte virksomhed eller forretning, men også for hele byen som sådan. Ellers køber kunderne deres varer et andet sted – enten i en anden by eller måske på nettet. Alle var enige om, at budskabet er vigtigt. Uanset type af forretning eller virksomhed, er vi nemlig afhængige af kunderne.