Af Jacob Runge Olsen,
Formand for Helsingør Erhverv
Tryk nu pauseknappen helt i bund og brug lidt tid på at tænke det hele godt igennem.
Det er vores budskab fra Helsingør Erhverv, som jeg håber vil mane til eftertanke hos flertallet i byrådet.
Diskussionen om nye parkeringsafgifter i Helsingør fra 1. april har i de seneste uger været som et se et trafikuheld i slow-motion: Man kan regne ud, at det vil gå galt – alligevel er der ingen, der ser ud til at gribe ind og stoppe op i tide for at undgå katastrofen.
Erhvervslivet i Helsingør er mildest talt bekymrede over udsigten til, at byens handlende og gæster skal opleve barrierer, når de gerne vil lægge penge og skabe liv i byen. Dels selve afgiften, dels den cirkus-agtige diskussion om beboerlicenser, der er fulgt i kølvandet på sagen.
Der er efterhånden kommet så mange advarsler og gode argumenter på bordet, at man skal være både døv og uimodtagelig over for argumenter, hvis man ikke kan se problemstillingerne.
Jeg hører mange bekymringer fra erhvervslivet i byen. F.eks. fra Advodan, der beskæftiger ca. 45 personer på deres kontor i Strandgade midt i centrum, hvor alle medarbejderne – og advokatfirmaets kunder – fremover også skal betale afgift for at parkere steder, hvor det altid har været gratis. Disse omkostninger udgør mere end kr. 17.000 årligt for hver enkelt medarbejder, der skal finde pengene i deres eget budget og afholdes af en i forvejen højt beskattet lønindkomst. Hvis alle medarbejderne kollektivt bad deres arbejdsgiver om en modsvarende lønforhøjelse for at imødegå denne omkostning, ville det medføre ca. kr. 1,5 mio. i øgede omkostninger for virksomheden. Virksomheden overvejer på baggrund af parkeringsafgiften og det samtidige forslag om, at Strandgade skal lukkes helt for trafik, nu at lede efter andre lokaler – og i yderste konsekvens også uden for kommunen.”
Det er tid til, at komme ned fra de høje træer og tilbage til virkeligheden. Lyt til de virksomheder, der ved, hvor skoen trykker. Og lad os sammen have en fordomsfri samtale om, hvordan vi løser problemerne med trafikken i det indre Helsingør.
Man løser intet hverken ved at klatre op i de højeste træer eller kravle ned i de dybeste skyttegrave.
På den nuværende facon er ét sikkert: Byrådets flertal risikerer at ødelægge Helsingør centrum og tømme forretningerne for liv og udvikling. Sådan noget gør man kun én gang. Så er det slut.
Brug fornuften: Tryk på pauseknappen!
Venlig Hilsen
Jacob Runge Olsen
Formand
tlf. +45 40 13 79 36 mail [email protected] adresse Stengade 51, sidehuset, 3000 Helsingør